Hvem har lavet mit tøj?

I SISSEL EDELBO bestræber vi os på at have en jævnlig kontakt med vores leverandører. Det vil sige, at vi så vidt muligt prioriterer både at have dialog med ejere og managers, samt med masters, syresker og kvalitetsteams. Vi får dagligt status vedrørende stort og småt, så vi har føling med flowet påfabrikkerne. 

Vi har i de seneste år tilsluttet os kampagnen #Whomademyclothes, som er en del af den årlige Fashion Revolution Week. Ugen sætter fokus på social bæredygtighed, herunder alle tekstilarbejdere rundt om i verden, der laver vores alles tøj. 

Formålet med kampagnen er at give tekstilarbejdere en stemme og sikre forbedringer i deres vilkår og arbejdsforhold. Ved at spørge ”Who Made My Clothes?” kan forbrugerne stille sig kritiske overfor de forskellige brands – og det er nødvendigt. Kampagnen er en opfordring til mere gennemsigtighed hos verdens modebrands. 

Hos SISSEL EDELBO er både social bæredygtighed og gennemsigtighed i vores værdikæde aspekter der vægtes højt. Derfor støtter vi som brand aktivt op om #Whomademyclothes –kampagnen. Nedenfor kan du møde nogle af de nøglepersoner, der laver vores tøj.

Mød tre medarbejderne, som laver dit SISSEL EDELBO tøj

Vinita har siden 2014 arbejdet sammen med SISSEL EDELBO, hvor hun særligt er med i processen omkring styleudvikling og udvælgelse af sarier og generelt sørger for at source de materialer, der er nødvendige for at producere vores bæredygtige styles. Vinita står yderligere for at hjælpe til med at få vores varer hjem til Danmark, og har alt dialog med vores fragtagenter.

Vinita er en moderne, indisk kvinde, der trods hun er gift og mor til en dejlig datter, har valgt at blive på arbejdsmarkedet. Hun er ambitiøs og respekteret blandt hendes kollegaer og samarbejdspartnere. Vinita elsker at arbejde med SISSEL EDELBO, og kan godt lide, at vi er et brand stiftet af to kvinder.

Mansinghs arbejdsopgaver spænder bredt, og han er en vigtig medarbejder, som tager et stort ansvar. Han hjælper til med indkøb og prisberegninger på sarierne, selve ledelsen af produktionen af vores upcyclede tøj og sørger for, at vi får produceret og sendt vores salgsprøver og ikke mindst alle de færdigproducerede partier af tøj og accessoires. Manu, som han bliver kaldt i daglig tale, er far til tre børn og bor i en lille landsby med sin familie.

Manu har tillært sig et rigtig godt engelsk sprog i samarbejdet med hans kunder, og han hjælper altid gerne med at give et lift på scooter efter en lille souvenir. Manu elsker at være i tøjbranchen, da han møder mange forskellige mennesker fra forskellige kulturer, hvilket interesserer ham. En dag hvor man vælger sarier med Manu, får man altid mange gode og dybe snakke.

Mukesh er manden, der finder en stor del af vores smukke vintage sarier. Inden de udvælges, sender han billeder af de forskellige prints til udvælgelse hos os, så vi allerede her kan sortere i, hvilke vi ønsker, der skal være en del af vores kollektioner. Mukesh har været ansat hos en af vores producenter siden 2017, og ved nøjagtig hvad vi søger, når det kommer til kvalitet og prints.

Mukesh er den af vores ansatte der har tillært sig mest dansk, og vi får dagligt hilsner såsom: ”Godmorgen min ven" på perfekt dansk. Han er dedikeret og venskabelig og brænder lige så meget for arbejdet med vintage sarier, som vi gør, og det er her, han ønsker at udvikle sig og gøre karriere. Mukesh bor med sin mor, som har en kæmpe stor plads i hans hjerte.

Are you in the right place?

Please select your shop

Denmark